Poul Lynggaard Damgaard- Denmark

A Danish poet, author living in Aarhus, Denmark and I have since 2012 been connected to the Aarhus Centre for Literature, Denmark and Hald Hovedgaard, the Danish Centre for Writers and Translators.

I have been invited and took part in the International Poetry Festival ” Ditët e Naimit”, Edition XXI, 2017, Tetovë, Macedonia.  The director of the Festival: Shaip Emërllahu. Some of my poems was here translated into Albanian in the festival anthology ” Vallëzim Refugjati”.

I took also part in ” Orpheus”, 2018 in Plovdiv, Bulgaria,  invited by project manager Elka Dimitrova and coordinator Anton Baev. International Festival of Poetry of Orpheus, Plovdiv, Edition I, 2018,  where some of my poems was published in the festival antology, and I wrote an article for the festival and I received a prize ” The Lyre of Orpheus” for the poem ” Dear City”.

My poems are printed in several Scandinavian antologies and Danish poetry collections ( 4 books)

My poems are also translated to other languages as Slovenian and Bosnian for publication in antologies.

The day without edges

I recognized you in the plane and the light like the landscape
there was behind. To sit and not wait protected
of mountains to all sides. A touch of a knowing wind,
while the yellow leaf drops from the tree. The leaves of the tree

are falling against your mirror. A mountain peak lit by street lamp
in another landscape. Far from all things can be maintained.
To change from seriousness to happiness the day I did not speak
with the birds, but where they gave me a message. The sun like
a bowl under the mountain. You light a candle for me.

Dagen uden kanter

Jeg genkendte dig i flyet og lyset som det landskab 
der lå bagved. At sidde og ikke vente beskyttet 
af bjerge til alle sider. Et strejf af en vidende vind, 
mens det gule blad falder fra træet. Træets blade 
faldende mod dit spejl. Bjergtop oplyst af gadelampe 
i et andet landskab. Langt fra alle ting kan fastholdes. 
At knappe fra alvor til glæde den dag jeg ikke talte 
med fuglene, men hvor de gav mig besked. Solen som 
en skål under bjerget. Du tænder et stearinlys for mig.

Call

Only when I look back your eyes are clear answers

that tells me it’s inside my head

the trees are blossomming. Anyway, I go

forward in the maze where blindness

is my strength and every snowflake

is stirred like a thought.

There is no way back,

and there is a long way to the point,

where the sea is falling out of the sky,

but when it happens, I call the calls

a call

in the darkness of your presence.

I’m a nice sea.

You can empty it for ideas.

Kald 

Kun når jeg ser mig tilbage, er dine øjne klare svar  
der fortæller mig, at det er inde i mit hoved  
træerne springer ud. Alligevel går jeg  
frem i labyrinten, hvor blindheden  
er min styrke og hvert snefnug  
røres som en tanke.   
Der er ingen vej tilbage,  
og der er langt til det punkt,  
hvor havet falder ud af himlen,  
men når det sker kalder jeg kaldene  
kald  
i dit nærværs mørke.  
Jeg er et rart hav.  
Det kan du godt tømme for ideer. 

Away

I´m sitting on a continental shelf
and I have no longer names for seasons.
Odysseus is whining in my house. My worlds intoxication.

A wave always breaks. Everything is seriously spoken sun.
This second on the edge in extensive attention
everyone dreams about. My noisy friends in a room near the sea.
Phrases set on formula near a crumpled wall. A circle around the body as a spark.
The memory of a wall created in something for itself. I asked for someone to watch

my language, and there was not one single inquiry.

The eye has moved on. Compressed images in everything that touches
anything in motion. The natural area of wildness I give a sound
with closed mouth. A fish that gives everything from itself in the middle of a sea.
My sudden beginning. A dark home you say I should stay in to make it light.
The dogs show each other the world history on their bodies. It is simple just like the place
where we sit.

I tore up the sea.
My bones will never become
the same again.

Bortrejst 
 
Jeg sidder på en kontinentalsokkel  
og har ikke længere navne for årstider.  
Odysseus klynker i mit hus. Min verdensrus. 

En bølge brydes altid. Alt er alvorligt talt sol.  
Dette sekund sat på spidsen i omfattende opmærksomhed  
alle drømmer om. Mine støjende venner nær havet i et lokale.  
Sætninger sat på formel nær smuldret mur. Ring om krop som gnist.  
Mindet om en væg skabt i noget for sig. Jeg bad om at nogen holdt øje  
med mit sprog, og der skete ikke en eneste henvendelse.  

Øjet har bevæget sig videre. Sammenpressede billeder i alt der har fat  
i noget som en bevægelse. Vildhedens naturlige område jeg giver en lyd  
med lukket mund. En fisk der giver alt fra sig midt i et hav. Min pludselige  
begyndelse. En mørk bolig du siger jeg skal bo i for at gøre den lys. Hundene  
viser hinanden verdenshistorien på deres kroppe. Den er lige for som det sted,  
hvor vi sidder.  
 
Jeg rev havet op.  
Mine knogler bliver aldrig  
de samme igen.

A pillar of the moment

You walk in and out of doors as if I were a man you could nothing but love.

I stand next to the opening and I look towards the wall,
on which you hang up pictures with your gaze. At one of the pictures
I walk behind but in fact I walk between two flocks that slide apart.

A reflection which is not shown here, but at an exotic place with crumpled wallpaper,
where people wonder about your sudden happiness.
Continents are rooms in my house.

You appear with your sculptural life at the entrance. An individual rain
in which I get lost, before it disappears. Sometimes the distance
between the mountains and the sea is so wide that I´ll have to stand still.
Words before breath. At once a tiny movement I didn´t recon came from you.
Light which never gathers as leaves on a tree which reveals itself.
A leaf which falls from a tree onto my heart. I dare dream myself back.
One point in the hand I leave. In the light of the place, where I hide,
the suburb reveals itself. A simple fantasy never knows its next friend.
Everything is so far away with each other left behind.
You are a pillar carrying everything above your head.
I take in everything that the world holds.

Everything which trees from hometown bring to the kindness of
light. I stand at an antique place by a capital and look at it
as if it was a crumpled mirror. I drink tea at the base of the pillar.  

Et øjebliks søjle

Du går ind og ud af døre som om jeg er et menneske, man kun kan elske. 
Jeg stiller mig ved siden af åbningen, og kigger ind mod væggen  
du slår billeder op på med dit blik. I et billede går jeg bagerst,  
men i virkeligheden mellem to flokke der glider fra hinanden. 
Et spejlbillede der ikke vises her, men et eksotisk sted med smuldret tapet,  
hvor folk undrer sig over din pludselige lykke.  
Kontinenter er rum i mit hus. 
Du stiller op med dit skulpturelle liv ved indgangen. En individuel regn  
jeg ser mig blind på, før den forsvinder.   
Sommetider er der så langt mellem bjergene og havet at jeg må stå stille.  
Ord før ånde. En lille bevægelse jeg ikke troede var dig i det samme.  
Lys der aldrig samler sig som blade på træet der giver sig til kende.  
Et blad der falder fra træet ned på mit hjerte. Jeg tør drømme mig selv tilbage.  
Et punkt i hånden jeg forlader. I lyset af det sted, hvor jeg gemmer mig,  
giver forstaden sig til kende. En enkel fantasi kender aldrig sin næste ven.  
Alt er så langt væk med hinanden ladt tilbage. 
Du er en søjle der bærer alting over dit hoved. 
Jeg tager alt til mig som verden rummer.
Alt det som hjemstavnstræer tilfører lysets imødekommenhed.
Jeg står ved et søjlehoved et antikt sted, og ser på det  
som var det et sammenkrøllet spejl. Jeg drikker te ved sokkel.